FREE ADMISSION
Montenegro
Vi har besøgt Montenegro 3 gange i 2001, 2003 & 2005.
2001:
Efter en rundtur i Dubrovnik i det sydlige Kroatien, kørte vi en lille omvej tilbage til campingpladsen i Ston (Kroatien). Vi kørte til grænsen til Montenegro (Serbien). Det var ikke meningen at vi ville køre ind i Montenegro, for vi regnede med at man skulle have visum for at komme ind, men inden vi så os om, var vi på vej over grænsen. Den kroatiske del af grænsen var ikke noget problem, det gik forholdsvis hurtigt, vel omkring 5 minutter. Men da vi skulle igennem den serbiske del, gik det meget langsomt. Ingen af tolderne havde lyst til at lette sig og gå ud og checke bilerne. Vi holdt lige efter en stor lastbil, vi holdt vel sådan uden at der skete noget i omkring ½ time, så kom der en mand i en hvid kittel (vi kaldte ham slagteren fra Montenegro) og bad om 2 DM for at undersøge bilen! Vi havde heldigvis 2 Mark som han fik, derefter var det om at vente igen. Endelig kom der en tolder og checkede vores papirer og vi troede nu at vi kunne kører ind, men nej. En anden tolder vinkede os ind til siden lidt længere henne. Han bad mig åbne bagklappen på bilen så han kunne se hvad vi havde med, men ikke nok med det. Han ville også have mig til at åbne for tagboksen, som næsten var tom, vi havde jo vores ting på campingpladsen i Ston. Tolderen var meget interesseret i de ting vi havde med, specielt i det ene tomme paphylster hvor vi normalt har vores elkoger. Efter at han havde checket vores ting, bad han mig gå ind i et hus (skur) og betale en speciel forsikring man skal have for at kører i Montenegro. Men nu syntes vi det var nok og vendte om og kørte tilbage over grænsen igen. Den ene kroatiske tolder smilede til os, han syntes nok det var lidt komisk at vi allerede ville tilbage igen så hurtigt. Vi kørte tilbage til campingpladsen i Ston og fik efter køreturen en dejlig dukkert i det klare og varme vand.
2003:
Vores andet besøg i Montenegro var en stor oplevelse. Vi havde via Internettet lejet et hus i byen Baosic, som ligger ca. 12 km øst for Herceg Novi lige ud til den skønne Kotor bugt. Fra terassen havde vi en fantastisk udsigt over bugten med Tivat og det højeste bjerg i kystregionen, som hedder Lovcen (1748m). Vi havde 2 værelser, køkken og 2 badeværelser til rådighed og prisen var 715 kr. for 3 overnatninger. Vi var mens vi boede i Baosic på 2 ture. Den første tur gik rundt om Kotor bugten fra Baosic via Kamenari, Morinj, Lipci, Risan, Perast, Kotor, Tivat (tunnel) samt færgeoverfart mellem Lepetani - Kamenari og retur til Baosic (55 km).
Vi boede i dette hus, hos familien Lucic i Baosic
Billeder fra Baosic og turen til Kotor.
Start video og se udsigten fra huset i Baosic ud over Kotorbugten.
Den anden tur gik via Kamenari - Lepetani (færge) til Budva og retur (74 km). Budva er en meget gammel by omkring 2500 år! Så der er, som i alle gamle byer mange kirker og fæstningsværker at kikke på.
Billeder fra turen.
Vores næste mål var Petrovac, som ligger smukt ude ved kystvejen ca. midtvejs mellem Kroatien og Albanien. Jeg havde forskellige telefonnumre, som jeg kunne ringe til i Petrovac (fundet på nettet), men det lykkedes ikke at booke noget via telefonen, men en venlig person jeg talte med på tysk, fortalte at vi når vi kom til Petrovac, skulle finde det lokale turistbureau, som derefter kunne hjælpe os med at booke et hus/værelser. Det gjorde vi så og i løbet af nul komma fem, havde vi booket 2 værelser ikke langt fra stranden. Det første vi gjorde efter at vi havde pakket ud var, at gå ned og få en dejlig dukkert i det fantastiske rene vand. Vi betalte 773 kr. for 3 overnatninger, 2 dobbeltværelser med fælles bad og køleskab, så det var en del dyrere her ude ved kysten. På anden dagen kørte vi en lang tur til Tara Canyon (428 km), som er verdens 2. største Canyon 82 km lang og op til 1300 m dyb.
Billeder fra turen.
Billeder fra vores "fridag" i Petrovac.
Den følgende dag ville vi bare slappe af inden vi skulle med færgen (troede vi) til Bari i Italien, men vi blev klogere. Vi fik sagt pænt farvel til vores "bedstemor" i Petrovac og kørte derefter til Bar i den tro, at vi skulle med færgen til Bari kl. 12. Men da vi kom til Bar, var der ikke nogen færge! Den lå stadig i Bari og ville tidligst returnere den følgende dag. Vi holdt derefter "familieråd" for at finde ud af, om vi skulle køre tilbage gennem Kroatien eller vente og håbe på at færgen sejlede den næste dag. Efter lidt diskussion bestemte vi os for at vente til næste dag og så håbe på at færgen sejlede. Vi besluttede derfor i mellemtiden at køre til Ulcinj, som ligger ved grænsen til Albanien. Her ligger Montenegro's længste badestrand, Velika Plaza som er 13 km lang, 60 m bred og med sand. Efter strandturen forsøgte vi at køre ud til grænsefloden, men vi blev stoppet af en bom og nogle soldater. Vi kørte tilbage til Bar gennem baglandet, hvor der var et par moskeer. Her tæt på grænsen til Albanien, er der mange muslimer. Da vi kom tilbage til Bar, blev vi indlogeret på et hotel der hedder "Topolica" på færgeselskabets regning. Vi blev ekskorteret derhen af politiet. Om aftenen var der levende musik ved svømmepoolen, mens vi sad og spiste, det var vældig stemningsfuldt.
Billeder fra Bar, Ulcinj og omegn.
Den følgende dag sejlede vi endelig med færgen til Bari. Det var en lidt speciel oplevelse, vi var kun 1 bil og 6 passagere ombord på færgen, der havde plads til 980 passagere og 62 besætningsmedlemmer. Der var omkring 30 besætningsmedlemmer ombord! Desværre blev overfarten ikke så behagelig, fordi det blæste op og min datter blev søsyg. Sejlturen tager 8 timer, så det var en lang tur for hende.
Billeder fra turen.
Video fra Færgeoverfarten Bar - Bari, som tog 8 timer.
Afgang med færgen fra Bar til Bari.
Video fra Færgeoverfarten Bar - Bari.