VM Triathlon Hamburg 2007 - før racet

Triathlon-sæsonen 2007 var for mig helt speciel, med 3 x DM (Cross Duathlon, Sprint Triathlon samt Kort Triathlon), EM (OL-distance) og endelig VM (Sprint distance) deltagelse.
I det følgende vil jeg prøve at beskrive lidt om mine oplevelser til VM i Hamburg, som foregik i dagene fra d. 30-8 til d. 3-9. Først lidt om dagene op til racet.


Torsdag d. 30-8:
Vi ankom til Pinneberg ved Hamburg torsdag eftermiddag. Efter en kort briefing om S-tog og beliggenheden af stationen (af min søster der bor i Pinneberg), tog min kone og jeg ind til Hamburg. Det første der skulle ske var akkrediteringen, som gik meget hurtigt. Det skyldes de flinke og kompetente personer, som informerede om alle de ting der skulle foregå ifm. stævnet.
Efter akkrediteringen gik vi lidt rundt i stævneområdet, der var præget af mange stande (telte) med alt muligt sportsudstyr, som man kunne købe. Jeg havde egentlig planlagt at prøvesvømme i søen Alster, men vi var lidt sen på den og da det samtidig begyndte at regne kraftigt, droppede jeg det. Vi gik også en lille tur ned omkring svømmestart, hvor der stod mange og sludrede. Man kunne her fornemme en spænding i luften blandt de mange internationale deltagere.


Billeder fra akkreditering og stævneomådet:

Åbningsceremonien om aftenen var lidt langtrukken, da alle 72 deltagende lande skulle præsenteres både på deres modersmål og på engelsk. Der var desuden de obligatoriske taler af borgmesteren (fra Hamburg) og formændene for ITU - og det tyske Triathlon forbund. Imellem talerne var der et Sømandskor, som sang forskellige tyske sange, men det var først da de sang ” What shall we do with the drunken sailor”, at der kom gang i stemningen blandt de mange mennesker. På trods af at selve åbningsceremonien ikke var så spændende og det regnede en del, var det en stor oplevelse at stå der blandt så mange atleter fra så mange forskellige lande. Der var dog nogle enkelte landes atleter, der markerede sig på en speciel måde, det var kineserne,brasilianerne og ikke mindst mexicanerne, der overstrålede alle med deres humør og farverige dragter. Her kunne vi danskere lære lidt!
Mindre kunne også gøre det, hvis man gennem Tri-forbundet kunne købe landholdstøj, så var det synligt hvilke land vi kom fra.


Billeder fra den knap 1 time lange åbningsceremonien, som sluttede af med et fantastisk festfyrværkeri:

Fredag d. 31-8:
Om formiddagen havde vi planlagt at tage ind til Hamburg for at se Race briefing på video. Det passede lige med at det meste af familien (dansk & tysk) skulle ind og shoppe så vi kunne følges ad. Briefingen foregik i tidsrummet 9-11 for Sprint og 11-15 for OL distancen, men i praksis viste det sig, at det var den samme video der kørte hele tiden. Det jeg så på videoen, havde jeg i forvejen læst på nettet hjemme, så det var lidt spild af tid at tage ind til byen, men som debutant må man jo have det hele med! Jeg nåede lige en lille ”rulletur” på cyklen om eftermiddagen, men selvfølgelig begyndte det lige at regne efter få 100 m’s kørsel. Da jeg havde kørt 7-8 km punkterede jeg, så efter at have skiftet slange, vendte jeg om og kørte tilbage, øv, øv, når man lige har glædet sig til en lille tur. Ved 18-tiden tog vi igen ind til Hamburg, denne gang for at komme til Pasta Party. Jeg havde min kone som ledsager, og hun var også med til det tilsvarende arrangement til EM i København. Vi blev hurtigt enige om, at det slet ikke var den store oplevelse, som det var i København. Dette Pasta Party var i modsætning til København kun pasta og kødsovs! Vi gik lidt rundt for at finde nogle andre danskere, men det lykkedes ikke, så efter at vi havde fået vores mad, fandt vi plads ved et par ældre amerikanere, som vi sad og hyggede os med. De var glade for at det var et par danskere, der kom og satte sig ved deres bord, for de var ved at være trætte af alle de tyskere, der ikke kunne (eller ville) tale engelsk.


Pasta Party, Axel-Springer-Passage hvor 4800 deltagere (+ evt. ledsager) skulle spise fra kl. 17 - 22:

Lørdag d. 1-9:
Efter herlig morgenmad på Pinnebergs bedste ”Hotel”, ”Hotel Nieländer” (min søster & svoger), kørte min kone og jeg en lille tur på racerne. Det var dejligt at få rørt sig lidt ind imellem alle de ting, der foregik inde i Hamburg, men det var lidt svært at holde sig rolig, når man er vant til at træne mindst 1 gang om dagen. Efter middagsmaden begyndte jeg at pakke de ting som jeg skulle have med til Check-in om aftenen. Samtidig gik jeg og ladede op til den store begivenhed søndag,det var jo VM!
Ved 18-tiden tog vi S-toget ”med fuld oppakning” (cykel, våddragt, Tridragt, sko osv.) ind til Hamburg. Inde ved skiftezonen, som var ca. ½ km lang, var der allerede en pæn kø, men alligevel gik det forbavsende hurtigt at komme ind.
Jeg fik fundet min plads blandt de mange cykler og fik placeret cykel samt de andre ting. Da vejret var meget ustabilt, havde jeg taget en stor plasticpose med, som lige kunne dække kassen med alle mine ting. Jeg havde lagt næsten alle de ting i kassen, der skulle bruges til konkurrencen den følgende dag, så var der ikke så meget at huske om søndagen. Der var en del, som dækkede deres cykel med diverse plastikposer og andet de kunne få fat i, pga. det truende regnvejr, men heldigvis blev vejret bedre end forudsagt.


De officielle tal siger at der var 2470 cykler i den ca. ½ km lange skiftezone:

Søndag d. 2-9:
Efter en bemærkelsesværdig god nats søvn samt dejlig morgenmad på ”Hotel Nieländer”, tog min tro hjælper (min kone) og jeg ind til Hamburg. Jeg skulle starte kl. 11.40, men vi var i god tid til lige at få checket de sidste detaljer om hvordan racet skulle forløbe; svømning – løbeturen med våddragt – ud/ind cykeltur – ud løb. Derefter var det over i skiftezonen og få checket de sidste detaljer ved cyklen. Jeg stod og klargjorde sammen med Birger, der senere kunne kalde sig VERDENSMESTER – super godt gået Birger! Dejligt at der er én dansker i min aldersklasse, der er rigtig god også internationalt, så gør det ikke så meget at Birger slår os andre med ca. 15 minutter til DM.


Birger og Kai klargøre cyklerne. Læg mærke til Dannebrog, som min kone havde placeret der, for at det var nemmere for os at finde cyklerne. Det andet billede viser lidt af skiftezonen.

Da vi var færdige med at klargøre cykel, sko osv. gik vi med våddragt og svømmebriller op til svømmestart.
Nu skulle racet endelig begynde!


Læs her om racet